Life

Jeg sender en virtuel krammer

Det er virkelig gået op for mig, hvor meget jeg mangler den fysiske kontakt med andre mennesker. Jeg er bare en krammer (ikke til møder osv., vor herre bevares), og er en person, der lige rører en arm eller en skulder. Jeg har heldigvis min lille familie derhjemme, som kan putte med mig og kramme mig. Pheew. Jeg har altid lært mine unger, at det er livsnødvendigt at kramme. Ellers går man lidt i stykker. Nu sender jeg en virtuel krammer og håber det her snart er ovre.

Til min mor, som savner at kramme sine børnebørn noget så forfærdeligt. Og vi savner at kramme hende.

Til mine dejlige veninder, som jeg savner at mødes med og bare snakke og grine. Digital fredagsbar er bare ikke det samme. Vi har heldigvis gode telefonsamtaler.

Til min kusine, som jeg godt nok har set et par gange (heldigvis). Men heller ikke kan kramme.

Til min kollega-veninde, jeg savner at udsætte dig for sexchikane – ligesom vi plejer.

Til min moster, som heldigvis nisser rundt sammen med min mor.

Til mine svigerforældre, som trænger til selskab og liv omkring dem.

Til alle vores dejlige og sjove venner. Vi skal så meget snakke, danse, drikke drinks og skråle med på sangene og gå sent i seng. Og stå op med tømmermænd og lave morgenmad til vores unger og se tegnefilm.

Til det bedste musik-quiz-par ever og #ccart-veninde. Jeg arbejder på den ultimative quiz. Og jeg glæder mig til at bade med vin i årerne.

Til Fitnessworld, som fik mig igang med at træne og bevare lysten. (Ja den er pt væk)

Til vores foodclub, elsker vores skønne middage med hyggelige snakke.

Til resten af vores familier. Vi trænger til at grine, spille og hygge.

Til drengenes legekammerater. Jeg savner larmen og plagen om is, slik, kage…

Til alle de børn, jeg trods alt møder. Jeg må ikke røre jeres kinder eller knuskramme jer. Det er jo helt åndssvagt mærkeligt.

Til alle dem, der har mistet og lider afsavn.

Til hverdagen, allermest hverdagen. Åh gud, hvor er du savnet.

Ciao//Camilla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *