Life

Ski, hygge og angstanfald

Jeg har det sgu lidt stramt med de skiferier. På den ene side er det helt fantastisk at være aktiv på sin ferie og ude i den fantastiske natur. På den anden side, så er jeg helt uden for min comfortzone.

Og hvorfor nu det? Ja, det skal jeg fortælle dig. For det er ganske enkelt rædsomt at have højdeskræk OG stå på ski…. Jeg når jo på ingen måde at nyde naturen, for jeg har travlt med at stå i squat og pizza-stilling. For tænk, hvis jeg falder eller kører af helvedes til. Kan jeg overhovedet rejse mig op igen, og hvorfor er det hele så stejlt og lort med lort på. Det går for hurtigt, fødderne brænder, benene syrer til og angsten sniger sig ind på mig….

Mor, det skal nok gå – vi passer på dig

Og jeg fik sgu et mindre angstanfald. For første gang jeg skulle op med liften, så gik lortet i stå! I FEM MINUTTER – MEGA HØJT OPPE – jeg græd som pisket og følte virkeligt, at jeg skulle kaste op. Yngstebarnet Anton (ham som enten bliver psykolog eller skibums) trøstede mig og aede mig hele turen op. Kim prøvede også, “der sker jo ikke noget babe, prøv at nyde udsigten”. yeah right…. Og han har jo desværre ret – men jeg var knap så rationelt tænkende i situationen.

Mine seje drenge

Så jeg ved faktisk ikke helt, om jeg traumatiserede Anton, men jeg tror det går. Han har ligesom set det før (Der var engang, jeg tog om en stegepande, der kom direkte fra ovnen – 11 timer sad jeg med hånden i vand, 11 timer!!!) Men vi kom selvfølgelig op, jeg faldt ikke af, men jeg skreg, som havde jeg fået savet benet af, da jeg “landede” sikkert på jorden. Så skulle jeg blot ned igen…

En Sheila skulle der til

Kim har i alle årene, vi har været på skiferie, spurgt om jeg ikke skulle på skiskole. Næh nej. Det havde jeg IKKE lyst til. Tumpe. Jeg erkendte dog i år, at det måske nok alligevel var en god ide – for jeg er faktisk pænt træt af, at føle mig udenfor. Min unger elsker det, og jeg vil gerne være en mor, der også er aktiv og kan bruge sin krop! Og jeg er TRÆT af at være en bangebuks.

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er 1a8ce370-bd59-4223-8a12-af5a53ae2a29-scaled.jpg
Sheila, det mest tålmodige menneske

Så vi startede ud med en privat instruktør, da det kræver speciel skills at skulle undervise mig. Jeg bad om den mest tålmodige og overbærende instruktør de havde. Og jeg fik Sheila – hun var f…ing genial.

For efter to private instruktør-lektioner fik jeg mod på det. Hun kørte totalt mindset-halløj på mig og vi tog det stiiiille og roligt. Jeg måtte dog lige advare hende om, at jeg havde det lidt stramt med at tage liften op…. Men jeg brød “først” grædende sammen, da vi landede sikkert oppe på bjerget. BUM. (hun signalerede febrilsk til lift-føreren, at han skulle sænke farten, da vi kom…)

Næste år, der kommer gennembruddet

Så næste år, der skal jeg stå på 5 dages skiskole (heldigvis sammen med andre voksne) Jeg SKAL være i form, for jeg gider ikke at have fysiske udfordringer oveni de mentale.

Så nu er jeg gået i fixer-mode. Det fysiske kan klares med træning – derfor har jeg lavet en pagt med mig selv (det kan du læse om her) og det mentale må jeg jo arbejde med – jeg tænker, at hvis jeg ikke er så fysisk udfordret, så bliver det lettere. Men jeg vil meget gerne blive af med højdeskrækken, så hvis nogen kender nogen – en hypnotisør olign, så skriv endelig i kommentarfeltet.

Drengene og Kim prøvede indendørs surfing på hotellet

Trysil – vi er vilde med dig

Trysil er et super sted for en familie som os (nogen af os er pænt magelige). Hotellet, vi bor på, er genialt med lækre restauranter, bowling, pool, spa, træningsrum og skønne fællesfaciliteteter. Og så det vigtigste – der er ski in/ski out. Men nu har vi været der i mange år, og Kim vil gerne sydpå igen. (Vi har været i Østrig og Italien for en del år siden). Og det vil jeg også, for der er bare lidt smukkere sydpå og så kan man drikke sin kaffe eller kakao udenfor i solen.

Hotellet

Men jeg vil gerne lige nappe et år mere i Trysil, for jeg kender området og det gør mig tryg, især nu, hvor jeg skal på skiskole. Så de må vente lidt mere på mig – ligesom de gør på pisten. Min søde familie.

Ciao//Camilla

ps. jeg fik nye skistøvler MED GULD PÅ – det forpligter jo også lidt, ikke?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *