Life

Status på – ja det hele

Der er gået nogle dage, siden jeg skrev sidst. For jeg har lige skullet lande alle disse nye følelser, for jeg er så utryg i disse dage, sikkert ligesom mange andre.

Det gik sgu ligeså godt

I sidste uge var Kim været i Polen i tre dage og jeg var alene med ungerne. Så selvom logistikken var udfordret, ja så fik jeg da trænet et par gange. Og jeg kunne mærke fremskridt, det var ikke helt så hårdt, som det plejede. Hurra. Altså stadigvæk hårdt, men jeg var blevet lidt stærkere.

Dæmoner kan ikke lide frisk luft

Men da træning blev aflyst i søndags var jeg alligevel glad – fordi jeg havde allermest lyst til at være hjemme hos min familie – coronaen spøgte, og William var blevet syg med influenza-symptomer. Så der gik lidt hygge-fis i mig og vi skulle også liiige finde ud af, om han skulle testes. Men det vurderede de ikke var nødvendigt. Det har været lidt underligt, for vi er jo ikke interesserede i at smitte andre, især ikke tæt familie, som er lidt sårbare, men vi holder afstand og satser på, at det er en almindelig influenza han har. Han er for resten ved at komme over den. Han hoster stadigvæk, men teenage-monsteret er vågnet op til dåd igen…. Det er vist et godt tegn. Tihi.

Jeg er mega stresset

Jeg kan mærke, at jeg er stresset og lidt angst. Selvom jeg ikke er bange for, at der skal ske os noget eller dem tæt på os, så har jeg set aaalt for mange dommedags-film. Så det kæmper jeg lidt med at få styr på – altså disse irrationelle følelser (og er de det?). Så hvad kan jeg gøre for mig selv, som er godt? Yoga er godt, det ved jeg. Det har jeg dyrket i lang tid (Elsker Boho Beautiful) – havde dog sat det på pause, mens jeg gik i fitness. Men er yoga nok? Måske jeg kan prøve at løbe en tur i det her fantastiske vejr? Eller lave hjemmetræning via youtube. I don’t know. Jeg ved blot, at min naturlige adfærd ikke er tunet ind på at dyrke motion og passe på min krop, nu den er stresset og bange. Tværtimod kalder gamle mønstre på mig desperat – trøstespisning, inaktivitet og slå-sig-selv-i-hovedet-følelser. Fuck jeg orker det bare ikke. For så får jeg det jo bare endnu dårligere. Og det kører i ring.

Prøver at hygge med blomster og stearinlys. Mine øjne bliver glade.

Ny 100-dages pagt

Så måske skal min 100 dages pagt handle om, at fokusere på at være god ved kroppen og mit sind med yoga en halv time om dagen, få noget luft med 2 små ugentlige løbeture – bare for at komme i gang, og så masser af havehygge i drivhuset. For mange kan det lyde easy-peacy, men vi taler om mange mange års indgroede destruktive vaner og adfærd. Det er sgu ikke så let at ændre.

UD af det hus, det er sikkert

Men luft hjælper, det ved jeg. Dæmoner kan ikke lidt frisk luft, har jeg læst. Det er så rigtigt! I dag har vi været en tur i Eremitagen og en gåtur ved vandet. Det gør mig godt, presset i mit hoved lettede – og ærligt, jeg er/har ikke været det nemmeste menneske at bo sammen med. Jeg får klaustrofobi af, at vi er indenfor alle fire – at skulle sørge for at ungerne får struktur på hverdagen og får lavet deres skolearbejde, alt imens man selv skal arbejde. Det er IKKE nemt. Jeg kan se, det flyver med ”ting du kan gøre i karantæne-tiden”. Men vi skal altså arbejde herhjemme med deadlines og telefonmøder – så der er sgu ikke meget krea-tid herhjemme. Jeg har dog fri om mandagen – en dag hvor jeg altid har nydt min alene-tid, men jeg må få det bedste ud af det med ungerne og råhygge med dem. Jeg skal i hvert fald være mere omgængelig. For det går jo også udover familien, at jeg har en kort lunte. Drengene og Kim er ret cool omkring det hele, så jeg håber det ”smitter”.

Jeg nyder lyset i mit drivhus

Mens jeg skriver det her, kommer der en meddelelse i radioen fra myndighederne. Det er så surrealistisk og også lidt uhyggeligt. Pheew. Nu vil jeg forspire nogle frø i mit drivhus – mit helle. Fortsat god lørdag.

Ciao//Camilla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *